Jiddu Krishnamurti

| fsted = Madanapalle, Andhra Pradesh, Indien | død = | dsted = Ojai, Californien | dødsårsag = | hvilested = | religion = | politik = | andre_navne = | nationalitet = Inder | kendt_for = | arbejde = Forfatter, mystiker, filosof | aktive_år = | mater = | ægtefælle = | ægtefæller = | sambo = | børn = | forældre = | familie = | hæder = | påvirket = | signatur = | fodnoter = }} Jiddu Krishnamurti (født 12. maj 1895 i Madanapalle, Andhra Pradesh, Indien, død 18. februar 1986 i Ojai, Californien) var en filosof af indisk afstamning, som levede i det 20. århundrede. Hans filosofiske meditationer i form af dialoger, taler og værker er stadig indflydelsesrige og omfatter åndelige emner som kærlighed, medfølelse, selvets transcendens og det religiøse sind; videnskabelige emner som erkendelse, viden, og sandhed; psykologiske emner som det neurotiske menneske, medmenneskelige relationer og intelligens; og sociologiske emner som kilderne til voldelig konflikt. Han frabad sig konsekvent rollen og autoriteten som åndelig vejleder. Det er alene det enkelte menneskes egen direkte erkendelse der har værdi, og der er ikke nogen vej man kan blive ledt ad, ikke nogen metode eller praksis man kan følge for at opnå frigørelse fra sin egen kulturelle og miljømæssige betingning. Hans mål var en fuldstændig forvandling af den menneskelige bevidsthed: ''“at sætte mennesket helt og fuldstændigt fri”''.

Krishnamurtis udgangspunkt er, at hvordan vi anvender vores opmærksomhed øjeblik for øjeblik bestemmer, hvordan vi oplever virkeligheden og dermed kvaliteten af vores liv. Vores mentale indstilling, til forskel fra de omstændigheder vi lever under, er dermed nøglen til en forvandling af vores perception af verden. Forvandlingen af vores opfattelse af virkeligheden er synonymt med en overskridelse af de betingende grænser for det neurotiske selv. Krishnamurti anvender udtrykket "det neurotiske selv" til generisk at beskrive den almenmenneskelige tilstand karakteriseret af uforløste intra-psykiske konflikter som forårsaget af kulturel og social betingning. Det er altså den kulturelt og socialt accepterede psykiske normal tilstand han ønsker at beskrive - ''ikke'' de psykiske lidelser der i den aktuelle psykologi defineres som personligheds forstyrrelser.

Krishnamurtis spirituelle tilgang søger at vise forbindelsen mellem selv-transcendens og et etisk bedre liv. Hans tese er, at når vi ikke længere føler os identisk med vores tanker og dermed ikke længere lider under bestemte kognitive og følelsesmæssige illusioner, frigøres vi fra vore selv-centrerede lidelse, smerte og utilfredsstillelse. Eliminerer man den personlige lidelse, skaber man en værenstilstand af dyb ikke-personlig kærlighed og dermed en dyb kilde til velbefindende og etisk handlen.

Det særlige ved Krishnamurtis opfattelse af menneskets frigørelse - set i forhold til mange andre aktuelle åndelige strømninger - er, at den ikke fordrer nogen tro på metafysiske eller religiøse ideer, ikke indebærer nogen tro på overnaturlige fænomener. Krishnamurti afviser helt enkelt tro som basis for gyldig erkendelse. Hans tankegang er dermed fuldstændig forenelig med de centrale principper for videnskabelig skepticisme. Fra Wikipedia